Menu Luk

Den Agile Ordbog – slang og fagudtryk fra de agile metoder

1-2-4-All
En metode fra de såkaldte ‘Liberating Structures’, der er forskellige metoder til nemt og hurtigt at vride viden og ideer ud af teams – eller ligefrem en større samling af mennesker. Denne specifikke metoder handler i alt sin enkelthed om at man starter med at tænke selv (1), derefter deler og synkroniserer sin tanke med en anden (2), hvorefter man vender tankerne med to andre (4) for til sidst at samle op og konsolidere i plenum (All).

1 til 1
Samtale mellem to personer, hvor emnet er den ene person, fx vedkommendes trivsel, performance, udvikling og den slags.

5 Whys
Se Five Whys

A/B-test
Når man afprøver to forskellige udgaver af en feature eller en brugergrænseflade for at se, hvilken én der performer bedst. Bliver også kaldt split-test.

Accept-kriterier
Kriterier, der skal overholdes, før en story, feature eller epic kan godkendes. Ideelt set af slutbrugeren.

Acceptance Criteria
Engelsk udtryk for accept-kriterier.

Agile Coach
Ekspert i agile metoder, der hjælper virksomheder og teams med rent faktisk at få metoderne til at fungere. En Agile Coach er altså basalt set en Scrum Master, der har mistet sit team (tak til Bo for dén definition).

Agile Framework
Fancy ord for agile metoder – især de store af dem, som fx SAFe der er svære at forklare med tre sætninger.

Agile Manifesto
Den engelske – og originale – titel på Det Agile Manifest.

Agile Framework
Fancy ord for agile metoder – især de store af dem, som fx SAFe der er svære at forklare med tre sætninger.

Agile Release Train
En række af teams i samme organisation, og hvor teams’ne i ‘toget’ samarbejder om at levere til det samme produkt, service eller ydelse. Stammer fra SAFe.

Agile team
Et team, der arbejder efter agile metoder, som fx Scrum og Kanban.

Agilt multiværktøj
En type som Annette her, der er savvy i mange forskellige agile metoder.

Agilt Teater
Det trælse fænomen, hvor ledere og medarbejdere siger en hel masse, der lyder enormt agilt, men som ikke gør deres hverdag et hak mere agilt. En væsentlig årsag til, at denne podcast eksisterer.

Agil transformation
Management lingo for at sige, at virksomheden arbejder på at indføre agile metoder.

Allokering
Bliver for det meste brugt om ressourcer, dvs. mennesker. Hvis du bliver ‘allokeret’ til et team, betyder det såmænd bare, at du i et eller andet omfang skal arbejde som en del af teamet.

Angular
Kodesprog og framework, der bruges til at bygge brugergrænseflader.

Antipatterns
Løsninger, der gentager sig og som på overfladen ser ud som om at de er agile. Når man ser efter, viser det sig dog, at de er ineffektive og højst sandsynligt går imod det agile mindset. En Scrum Master, der opfører sig som en Scrum Mom er et antipattern.

API
Forkortelse for Application Programming Interface. Et API er en teknisk foranstaltning, der sørger for at to komponenter kan tale med hinanden. En rar udvikler gav engang Line denne pædagogiske allegori: ‘Det er ligesom på en restaurant, API’et er dit menukort, og når du bestiller, laver du et API-kald.’

Applikation
Hvis vi fortæller dig, at forkortelsen i daglig tale er ‘app’ er du pludselig helt med på, at en applikation i det store og hele er et softwareprogram.

Arkitekt
Kunne være én, der tegner bygninger, men er i den agile verden som oftest en it-arkitekt, der i stedet tegner systemer.

ART
Forkortelse af Agile Release Train.

Art sync
Når man i SAFe kombinerer de to møder, SoS (Scrum of Scrums) og PO sync.

As Is – To Be
Engelsk udtryk for, at man – enten mundtligt eller med en tjekket PowerPoint – beskriver, hvordan noget er nu, og hvordan det kommer til at se ud, når et givent stykke arbejde er færdigt.

Azure
Microsoft-produkt for cloud computing services, som basalt set er når servere og lignende hostes ude på nettet i stedet for nede i din kælder.

Backend
Alt det kode og programmering, som ikke direkte en del af brugergrænsefladen, men som til gengæld fylder indhold på brugergrænsefladen og får fx søgefunktioner til at fungere.

Backlog
Bagkatalog af opgaver, som teamet skal løse. Hvis du tager dig ordentligt af din backlog, ligger opgaverne i prioriteret rækkefølge.

Behavior Driven Development
Udvikling fokuseret på, hvad softwaren skal gøre for brugeren. Udspringer af Test Driven Development, hvor man især fokuserer på at teste sin kode.

BML
Forkortelse for Build Measure Learn.

Breakdown
Har ikke noget med et nervøst sammenbrud at gøre. Det er blot det engelske udtryk for nedbrydning, dvs. arbejdet med at finde ud af, hvilke del-opgaver en stor opgave består af, så man lettere kan definere og estimere den.

Bugs
Lige så irriterende, som de lyder, men har dog ikke noget med insekter at gøre. Vi taler selvfølgelig om fejl i softwaren her.

Build Measure Learn
Kernen i agil produktudvikling. Vi bygger noget og får det hurtigst muligt ud i verden, så vi kan måle på det og lære af det, inden vi bygger videre.

Business Agility
Ekstra fint ord for agilitet. Bliver specifikt brugt i SAFe.

Business Analyst
Er ganske som det lyder noget med at analysere forretningen. I agile er det som oftest med fokus på at kunne definere og beskrive opgaver, som teamet skal løse.

Business Owner
Interessenter med kendskab til og fokus på forretningen og forretningsværdien. Bruges bl.a. i SAFe.

C Sharp (staves C#)
Kodesprog udviklet af Microsoft.

Center of Excellence
En slags kælenavn for den endnu længere titel, Lean Agile Center of Excellence, der igen er et fancy navn for det team, der driver en agil transformation.

Ceremonier
Knap så religiøst, som det lyder. Det er såmænd blot de møder, der går igen i de agile metoder, fx Planning, Review og Retrospective i Scrum.

Change Management
Dét, vi kalder forandringsledelse, på dansk. Altså at lede organisationer gennem forandringer.

Chapter
Refererer ikke til bøger, men er et koncept fra Spotify-modellen. Et chapter en en samling af én type specialister, fx UX’ere, der mødes på tværs af teams (der i øvrigt hedder Squads i Spotify). I Chapteret synkroniserer de best practices på deres område.

Chapter Lead
En slags Scrum Master for et Chapter. Chapter er et begreb, der stammer fra Spotify-modellen, hvor teams hedder Squads, og hvor Squads er organiseret i Tribes. På tværs af Squads og Tribes har vi Chapters, der er en slags interne erfagrupper. Det er sådan en gruppe, en Chapter Lead servicerer.

Cloud
Kunne lyde som vejrudsigten i morgen, men handler i it-sammenhænge om at lagre data og hoste systemer ‘i skyen’, dvs. på store servere man tilgår via nettet og mod betaling – i stedet for at have sin egen serverplads på en computer nede i kælderen (eller hvor man nu vælger at stille den).

CMS
Forkortelse af Content Management System.

Code Review
Når udviklere kigger hinandens kode igennem – både for at kvalitetssikre og for at lære.

COE
Forkortelse for Center of Excellence, dvs. teamet, der driver en agil transformation.

Commitment-punkt
Overgangen i Kanban fra Upstream (ønsker) til Downstream (de opgaver, der rent faktisk skal løses). Kunsten er kun at lade de vigtigste ting slippe igennem og samtidig sørge for, at teamet der løser opgaverne hele tiden har nok at lave uden at have for meget at lave – samtidig med at alle er beskæftigede.

Community of Practice
En slags intern erfa-gruppe for agile faggrupper, fx Scrum Mastere. Findes bl.a. i SAFe.

Content Management System
System, der binder frontend og backend sammen, så fx en webredaktør blot kan skrive sine tekster i systemet og derfra lægge dem live. Modsat at vedkommende skal lære at kode for at publicere tekster.

Content Manager
Person, der er ansat til at holde styr på indholdet på et website, som oftest via et Content Management system.

CoP
Forkortelse for Community of Practice.

Crossfunctional team
Team, hvor alle medlemmer kan løse alle typer opgaver, der kommer ind til dem. Med andre ord: Teamet, vi alle drømmer om at møde.

Cost of Delay
En metrik, der stammer fra Lean og Kanban, hvor man interesserer sig for, hvor meget det koster at forsinke en specifik opgave i X antal dage. Haste-opgaver er fx dyre i det øjeblik, de er fedt, mens opgaver med en fast deadline først begynder at koste, når deadline er overskredet.

Cup
Vi tror, du leder efter CoP og ikke kopper. Tjek Community of Practice, som CoP er en forkortelse for.

Cycle time
Tiden der går fra en opgave går i gang med at blive løst til den er afsluttet.

Daily
Kælenavn for Daily Stand Up.

Daily Stand
Også et kælenavn for Daily Stand Up.

Daily Stand Up
Dagligt møde hvor teamet mødes om deres board for at afstemme med de andre og eventuelt afklare forhindringer og blokeringer, hvis der er sådan nogen.

Data Access Lag
En simpel adgang til det data, der bliver gemt i en database.

Definition of Done:
Et teams definition af, hvornår en opgave er løst, fx at det skal være testet og dokumenteret.

Definition of Ready
Et teams definition af, hvornår en opgave er beskrevet godt nok til, at den kan gå i gang med at blive løst. Det kan fx være et krav, at der er formuleret accept-kriterier.

Delivery
Den ene halvdel af de to proces-spor man arbejder med i Dual Track Development. Delivery er selve udviklingsdelen, hvor teamet leverer dét, man afdækkede i Discovery-arbejdet.

Design-sprint
Et Design-sprint er en idé-udviklingsmetode, hvor man får og afprøver en idé på rigtige brugere – alt sammen i løbet af en arbejdsuge. Mandag forholder man sig til input og data, tirsdag brainstormer man, onsdag vælger og kvalificerer man én af ideerne, torsdagen går med at konstruere en prototype, og fredag tester man prototypen på brugere.

Design Thinking
Særlig tilgang til produktudvikling, hvor man lægger vægt på at forstå brugerne og at teste ideerne løbende i iterationer. Googles Design-sprint er en Design Thinking-metode.

Det Agile Manifest
Blev skrevet i 2001 som et alternativ til de traditionelle og tunge arbejdsprocesser, der ofte drev – og nogle gange stadig driver – it-udvikling. Manifestet lægger vægt på individer, interaktioner, fungerende software, samarbejde og tilpasningsdygtighed.

Development
Udvikling, programmering, kodning. Kært barn har mange navne.

DevOps
Betegnelse for arbejdet med at få forretningsdriften til at spille godt sammen med udviklingen, så begge dele kører effektivt. DevOps er fx når man arbejder mod at kunne lægge kode live så ofte som muligt og med så mange automatiske sikkerhedstjek som muligt.

Discovery
I denne sammenhæng ikke en spændende tv-kanal, men den ene halvdel af de to proces-spor man arbejder med i Dual Track Development. Discovery handler om at opdage, hvad der skal udvikles til et produkt, og hvordan det skal udvikles.

Document repository
Stedet, hvor teamet opbevarer deres dokumentation.

DoD
Forkortelse for Definition of Done.

Dokumentation
Beskrivelse af kodemæssige løsninger, opsætning af dette og hint eller beskrivelse af arbejdsprocesser. Der findes helt sikkert mange andre ting, man også kan dokumentere. Pointen er, at man skriver noget ned, som andre kan få brug for at få indblik i for at kunne deltage i teamets arbejde.

Domain Driven Design
Metode hvis fokus er at designe og udvikle software, der er er skræddersyet til et specifikt domæne, fx et markede. Udviklet af en gut, der hedder Eric Evans.

Domæne-modeller
Når man fokuserer arbejdet på forskellige områder, a.k.a. domæner.

DoR
Definition of Ready

DOS
Et operativsystem som os, der var unge i 90’erne, godt kan huske. Det var før fancy ass ting som vinduer og lækker grafik. Se bare wiki-opslaget her.

Dot voting
Metode der hjælper med at træffe hurtige, men kvalificerede beslutninger. Alle tildeles X antal stemmer, som de kan fordele som de vil på en række forslag, fx alle på én eller en enkelt stemme på flere. Det er ‘dots’, fordi man stemmer ved at sætte prikker.

Downstream
Beskriver opgavers afhængigheder af hinanden. Når vi ser på downstream, ser vi på de opgaver, der – når de bliver afsluttet – udløser afslutningen af den næste opgave i rækken.

Downstream-board
Board i Kanban, der viser de opgaver, der er ved at blive løst af teamet. Det er de opgaver, der er sluppet gennem Commitment-punktet og nu ‘strømmer’ gennem boardet med retning mod ‘Done’.

DSDM
Forkortelse for Dynamic Systems Development Method, en af de første metoder med en agil natur. Den er fra helt tilbage i 90’erne, før nogen havde fundet på at kalde noget som helst ‘agile’. Det er noget med at udvikle iterativt og fokusere på både behov hos brugerne og samarbejde i teamet. Det lyder jo, som noget man har hørt før.

Dual Track Development
Metode, hvor man opdeler udviklingsarbejdet i to proces-spor. I Discovery afdækker man, hvad der skal udvikles til produktet, og hvordan det skal udvikles. I Delivery leverer teamet dét, man afdækkede i Discovery-arbejdet.

Dysfunktionelt team
Er i princippet en selvforklarende beskrivelse af et team, der fungerer virkelig dårligt, men det er også et fast begreb, man bruger i den agile verden, og som udspringer af Patrick Lencionis teori om ‘The Five Dysfunctions of a Team’.

Empowering Questions
Åbne spørgsmål, der skal sætte tanker i gang hos modtageren. Et godt sted at starte er at bruge de klassiske hv-ord, som ‘hvad’, ‘hvem’, ‘hvordan’ og ‘hvorfor’.

Enabler-feature
En feature, der ikke leverer en funktion i sig selv, men gør andre i organisationen i stand til at levere noget nyt, fx et stykke infrastruktur.

En til en
Præcis det samme som 1 til 1, blot skrevet uden tal.

Endorsement
Engelsk ord for opbakning. Når den engelske version fyger gennem lokalet handler det som oftest om opbakning fra ledelsen.

Enterprise-arkitekt
Det samme som system-arkitekt.

Epic
Niveauet over en Feature, der igen er niveauet over en User story. Vi taler altså her om opgaver, der nedbrydes i mindre opgaver, der så igen nedbrydes i endnu mindre opgaver.

Estimat
Et gæt på omfanget af en opgave/Story. Best practice er at benytte sig af point/Story Points, der beskriver kompleksiteten, fx Fiboncacci-tallene – men det holder nu ikke organisationer fra i stedet at estimere i tid (fyyy!).

Estimering
Når man sætter estimater på opgaver/Stories.

Event
Et lidt mere nede-på-jorden-udtryk end fætteren ‘Ceremonier’, men det betyder det samme. Det er såmænd bare de møder, der går igen i de agile metoder, fx Planning, Review og Retrospective i Scrum.

EVO
Forkortelse for ​​Evolutionary Project Management og eftersigende en af de første metoder med en agil natur (bare rolig, vi havde heller ikke hørt om den, før Mike Cohn nævnte den for os). Det er noget med iterationer og fokus på værdi og læring. Dét lyder jo bekendt.

Extreme Programming
Agil metode med stærkt udvikler-fokus. Lægger vægt på iterativ udvikling, at tjekke ind ofte hos kunden og at lave masser af test. Bliver ofte omtalt pr. kælenavn, XP.

Feature
Niveauet over en User Story. En feature er beskrivelsen af en stor opgave, der så nedbrydes i mindre bidder, også kaldet User stories.

Feature Factory
En virksomhed, der er mere fokuseret på at spytte masser af nye features ud end at skabe egentlig værdi for deres kunder.

Fibonacci-tallene
Talrækken, der starter med 0, 1, 1, 2, 3, 5, 8, 13 … og som – i følge den danske Wikipedia – “har følgende mærkelige egenskab: Deles et Fibonacci-tal med det foregående i følgen, fremkommer et forhold som nærmer sig det gyldne snit når man bevæger sig frem i følgen.” I den agile verden interesserer man sig nu mere for at bruge tal-rækken til estimering af arbejde – og snyder lidt ved at bruge denne version i stedet: 0, ½, 1, 2, 3, 5, 8, 13, 20, 40, 100.

Five Whys
Metode til at finde roden af årsagen til et problem, I står med. Det hedder ‘5 Whys’ fordi I fem gange skal spørge ‘Hvorfor dét?’ til problemet.

Framework
Fint ord for metoder, dog med en nuanceforskel. Bruges også i forbindelse med kodesprog, hvor et framework tilbyder mere end ‘bare’ koden, fx også standard-komponenter og værktøjer til deploy.

Frontend
Brugergrænsefladen på fx websites. Man skelner mellem frontend og backend, dvs. siderne som brugeren møder – og så alt det andet inde bagved, der hjælper med at få det hele til at fungere, når brugeren interagerer med det.

FTE
Forkortelse af Full Time Employee.

Friday Wins
Når man fejrer positive ting om fredagen.

Fullstack-udvikler
Vild type, der kan arbejde med både frontend og backend. I den bedste af alle verdener er alle teamets udviklere fullstack (se Crossfunctional team).

Full Time Employee
Den her gætter vi på, at du godt selv kan regne ud.

Gannt-charts
Smukke diagrammer, der visuelt viser de forskellige faser i et projekt. Et vandfaldsprojekt, forstås. Se evt. denne tilfældige Google-søgning.

Git
Kælenavn for GitHub, en software til versionerings-kontrol af kode.

GitHub
Software til versionerings-kontrol af kode.

GOM
Forkortelse for Grumpy Old Man, der igen blot af den engelske udgave af betegnelsen Sur, gammel mand.

Google-sprint
Præcis det samme som et Design-sprint, her dog navngivet efter ophavsfirmaet bag metodne, vores alle sammens Google (der i øvrigt kalder det for et ‘Venture Sprint’). Denne type sprint er en idé-udviklingsmetode, hvor man får og afprøver en idé på rigtige brugere – alt sammen i løbet af en arbejdsuge.

Growth mindset
Når man har en tilgang, hvor man tror på, at mennesker kan udvikle sig og ikke er fastlåst. Modsat Fixed mindset, “Nåhmen, sådan er jeg altså!”

Grumpy Old Man
Se Sur, gammel mand.

GUI
Forkortelse for Graphical User Interface, som er det digitale interface, brugeren interagerer med (tænk knapper, ikoner og den slags.

Guild
Stammer fra Spotify-modellen, hvor et Guild er en samling entusiaster med begejstring for samme emne. Et Guild går på kryds og tværs af organisation, teams (der i øvrigt hedder Squads i Spotify) og hvad organisationen ellers måtte bestå af.

I&P-sprint
Begreb fra SAFe, der beskriver det sidste sprint i et Program Increment, der består af 10 uger og dermed 5 sprint. I&P står for ‘Innovation & Planning’. Tanken er altså, at man holder dette sidste sprint fri til … tja, til innovation og planlægning, ik’.

Impediment
Du ved nok allerede godt, at det er engelsk for ‘forhindringer’. I agil kontekst handler det specifikt om forhindringer for teamet og teamets arbejde.

Increment
En afgrænset leverance – forstået på den måde, at det ikke nødvendigvis er et helt og færdigt produkt, men blot en færdig bid af produktet, fx en ny funktion.

Infrastruktur
Infrastruktur handler it-sammenhænge om det fundament, vi bygger vores systemer på. Det drejer sig altså om sager som servere og miljøer.

Inspect & Adapt
Event i slutningen af SAFe’s store planlægnings-event, PI Planning. Under Inspect & Adapt ser man på dét der blev bygget i det afsluttede PI (System Demo) og undersøger hvordan man kan gøre både produkt og processer bedre fremadrettet.

Interessentanalyse
Begreb fra den traditionelle projektledelse, som i alt sin enkelthed handler om at kortlægge et projekts interessenter for derefter at finde ud af, hvordan man håndterer dem.

Interwebs
Kærligt, slang-agtigt udtryk for internettet. Sammentrækning af internet og websites.

It-arkitekt
Person, der tegner og beskriver, hvordan et givent system eller website skal se ud og dermed laver retningslinjerne for dét, der skal bygges. Kan både arbejde på overordnet niveau for hele systemet – en såkaldt system-arkitekt – og i dele af systemet som ‘almindelig’ it-arkitekt.

Iterativt
Når man udvikler i bidder – de såkaldte iterationer – og evaluerer og lærer efter hver bid, og dermed inden man går i gang med næste bid. Står i modsætning til store og langsigtede planer, hvor man satser på at bygge alting færdigt på én gang og først evaluerer og lærer bagefter.

Iteration
Fagligt korrekt term for de bidder, man opdeler arbejdet i, når man arbejder iterativt. Fun fact: Når man arbejder med Scrum hedder bidderne Sprints.

ITIL
Forkortelse for Information Technology Infrastructure Library. Det lyder utroligt smart og sofistikeret, men overordnet set handler det om at have procedurer for håndtering af it (dét kan så i sig selv hurtigt blive kompliceret).

Java
Kodesprog, ikke kaffe.

Jira
Software, der hjælper udviklingsteams med at planlægge og holde styr på udviklingsarbejdet.

Kanban
Agil metode, der har rødder i både Lean og Japan og fokuserer på systemtænkning. Handler om at synliggøre alt arbejde, optimere flow og sætte grænser for, hvor mange forskellige ting man arbejder på ad gangen.

Kanban-board
Board, der synliggør alt arbejde, incl. hvilken status det har og hvem der arbejder på hvad. Består af status-kolonner som opgaverne bevæger sig igennem. Det mest enkle setup er: To do – In progress – Done.

Kolbøtte
Prædikat som Scrum Mastere kan frygte at få sat på sig, fx af udviklere der er lidt trætte af at blive konfronteret med postits og rundkredslege.

Konfiguration
Indstillinger for et website eller en server (hvis vi må tillade os at forsimple det lidt her).

LACE
Forkortelse for Lean Agile Center of Excellence, der er et fancy navn for et team, der driver en agil transformation.

Lead time
Tiden der går fra en opgave bliver født til den er afsluttet. Gennemsnittet kan bruges til at meddele kunder og forretning hvor lang tid der går, fra de dukker op med et ønske, til den givne opgave er løst.

Lean
Du har sikkert allerede hørt, at Lean startede på Toyotas fabrikker for at optimere arbejdsflowet. Som navnet antyder, er det noget med at simplificere. Både Lean Startup og Kanban er udsprunget af Lean.

Lean Startup
Metode til forretnings- og produktudvikling, der har sit udgangspunkt i Lean-begrebet, men altså som altså er tilpasset startups. Det handler basalt set om at opstille hypoteser, som man så efterprøver i eksperimenter. Og der er selvfølgelig skrevet en bog om det.

Leverancer
Konkrete opgaver der skal løses, eller produkter der skal leveres.

LeSS
Metode, der skalerer Scrum via fælles backlog, fælles Product Owner og delvis fælles Sprint Planning – ud over en pokkers masse koordinering, teams’ne imellem.

Liberating Structures
Forskellige metoder, der nemt og hurtigt kan vride viden og ideer ud af teams – eller ligefrem en større samling af mennesker.

Løsningsarkitekt
Andet ord for en system-arkitekt, dvs. en it-arkitekt der arbejder på et overordnet niveau for hele systemet, modsat at arbejde med arkitekturen i dele af systemet.

Manifestet
Hvad os, der føler os sådan rigtigt hjemme i den agile verden, kalder Det Agile Manifest. Så det kan du jo også gøre.

Matrix-organisation
Ikke et specifikt agilt udtryk. Matrix-organisering er et alternativ til den klassiske hierarkiske opdeling af en virksomhed hvor ansvar og kommandoveje går op og ned i en træ-struktur. I matrix-organisationen er der også ledelse og kommandoveje på tværs, og det skulle bane vejen for større fleksibilitet og effektivitet.

Metode
En agil metode er en konkret beskrivelse af, hvordan du skal implementere den pågældende metode, mens rammeværker i højere grad opsætter rammer, som du frit kan bevæge dig indenfor. Ordene ‘rammeværk’ og ‘metode’ bruges dog med et vist overlap i den agile verden – og også i De Agile Rødder.

Minimal Viable Product
Beskriver den mindst mulige version af produktet – med færrest mulige features – som dermed kan leveres hurtigt til brugerne, så vi kan komme i gang med at få feedback og blive klogere på, hvordan produktet kan skabe værdi for dem.

Modern Agile
En ny vinkel på agile, hvor man lægger mere vægt på, hvad vi gør, fremfor hvad vi leverer. Svend Aage nævner det i episode 22.

MVP
Forkortelse for Minimal Viable Product.

Målsætning
Begreb fra den klassiske projektledelse, der handler om definere et skarpt mål for projektet. En målsætning består typisk af Formål, Leverancer og Succeskriterier.

Nedbryde
Er langt fra lige så destruktivt, som det lyder. Det handler simpelthen om at finde ud af, hvilke del-opgaver en stor opgave består af, så man lettere kan definere og estimere den.

Nexus
Metode, der skalerer Scrum til at kunne omfatte flere teams via koordinerende møder og fælles backlogs. Desuden opretter man et såkaldt Nexus Integration Team, der fokuserer på integration på tværs af alle teams. Metoden er udviklet af Scrum.org.

Objective
Beskrivelse af målet med en given indsats. Det er altså ikke en teknisk beskrivelse af, hvad der skal bygges, men snarere årsagen til og formålet med overhovedet at bygge det.

OKR
Står for Objectives and Key Results. Metode til at beskrive målbare målsætninger for sit produkt – bl.a. brugt af Google.

One-Two-For-All
Tjek 1-2-4-All i stedet.

Pair Programming
Når to udviklere samarbejder om at skrive koden på sådan meget bogstavelig vis – de skriver koden sammen og taler om, hvordan de skal gøre det bedst muligt.

Pair Review
Andet ord for Code Review

Par-programmering
Præcis det samme som Pair Programming.

PBI
Forkortelse for Product Backlog Item – altså en opgave, story, bug og hvad de nu hedder alle sammen.

Pea Eye
Du hørte noget med ærter, men i virkeligheden er det forkortelsen PI udtalt på engelsk.

PI
Forkortelse af Program Increment.

PI Planning
Stammer fra SAFe og er den helt store begivenhed, hvor teams’ne i Agile Release Trains lægger planer for, hvordan de sammen vil levere næste del-leverance, også kaldet Program Increment.

PIP
Munter forkortelse af PI Planning.

PM
Forkortelse af Product Manager. Eller Project Manager. Hvilket kan skabe en del forvirring.

PO
Forkortelse af Product Owner.

POC
Proof of Concept, dvs. en slags pilotprojekt, hvor man finder ud af, om en løsning holder, inden man ruller den ud over hele linjen.

Portefølje-niveau
Et af de mange niveauer i SAFe, hvor man tilføjer flere og flere elementer. Portfolio er det sidste niveau inden ‘Full SAFe’.

Powerful Questions
Det samme som Empowering Question.

Pretotyping
Ikke helt det samme som prototyping. En prototype er en simpel, men virksom førsteudgave af et produkt, mens en pretotype er en endnu mere simpel efterligning af en prototype. Det kan fx være et interaktivt design af et website, hvor du godt kan klikke dig rundt og se forskellige sider, men reelt er der ikke hverken kode eller data bag. Til gengæld er det godt nok til fx en brugertest.

PRINCE2
En af de mest brugte klassiske projektledelsesmetoder, baseret på vandfaldsmodeller. Det er også et gammelt computerspil, men det er irrelevant her.

Product Canvas
En slags visuel bouillonterning, der viser, hvad produktet går ud på, hvem brugerne er, hvad strategien er, osv.

Product Goal
Målet, vi gerne vil opnå med vores produkt, dvs. dét vi arbejder hen imod. Product Goal fik æren af at blive optaget i Scrum-guiden i 2020.

Product Management
Organisatorisk funktion, der sætter retningen for produktet. Se også Product Manager (med andre ord: læs videre).

Product Manager
Har ansvar for produktet, og hvad forretningen vil opnå med det. Har mest fokus rettet ud i organisationen og op mod ledelsen, modsat Product Owneren der har større fokus på teamet, som leverer produktet. I mindre organisationer vil Product Manager og Product Owner ofte være en og samme person.

Product Owner
Har ansvar for og lægger planer for, at teamet bygger og leverer produktet som ønsket. I mindre organisationer vil Product Owner og Product Manager ofte være en og samme person.

Product Owner Sync
Begivenhed i SAFe, hvor Product Ownerne i Agile Release Train synkroniserer arbejdet mellem togets teams.

Program Increment
Det samme som et Increment, dvs. en afgrænset leverance eller del-produkt, bare i større skala. Helt præcist taler vi her om den skala, der hedder Agile Release Train i SAFe, dvs. flere teams, der arbejder sammen. Et Program Increment er altså den leverance, som teams’ne samarbejder om at få færdig. Strækker sig over 5 sprints a 2 uger, altså 10 uger i alt.

Program Manager
Traditionel lederrolle, der i følge SAFe bliver overflødig.

Projekt
En opgave, der er afgrænset i tid, og som involverer flere personer som oftest med forskellige fagligheder.

Projektleder
Person, der holder styr på et projekt. I den klassiske projektledelse vil projektlederen ofte lave og styre planer, samt uddelegere arbejde, mens en agil projektleder i højere grad minder om en Scrum Master, der med en coachende tilgang arbejder på at gøre teamet selvstyrende og -ledende.

Præ-mortem
En alternativ måde at lave risikoanalyse på. Man starter med at forestille sig, at ens produkt fejler eklatant, hvorefter man prøver at regne ud, hvordan det kunne gå så galt. Nu har man en liste over ting, man nok hellere må håndtere, inden man kommer for godt i gang. 

PST
Forkortelse for Professional Scrum Trainer.

Rammeværk
Opsætter rammer, som man frit kan bevæge sig indenfor, modsat metoder der er mere deskriptive og konkret fortæller dig, hvad du skal gøre. Ordene ‘rammeværk’ og ‘metode’ bruges dog med et vist overlap i den agile verden – og også i De Agile Rødder.

Rational Rose
Kodesprog, som de færreste har hørt om.

Refaktorering
At gen-skrive en kode, så den er bedre, enklere og pænere, men stadig gør det samme. En oprydning af koden, om du vil.

Refinement
Faglig korrekt term for dét rugbrødsarbejde, der skal til, før udviklingsopgaver rent faktisk er klar til at blive løst. Det drejer sig om håndfaste ting som at lave gode opgavebeskrivelser, tilføje screendumps, undersøge usikkerheder og tage beslutninger i sådan en grad, at en udvikler formodes at kunne gå i gang med opgaven uden at køre fast i tide og utide, fordi hun mangler information.

Regressions-test
Test af om en aktuel ændring af koden har skabt ballade eller ej.

Regelmaskine
Regler har i denne forbindelse ikke noget med lovtekster at gøre – det drejer sig om regler i koden, dvs. regler for hvordan systemet skal fungere. En regelmaskine holder styr på kodens regler.

Release Train Engineer
En slags Scrum Master for et Agile Release Train, altså en person der sørger for, at samarbejdet mellem de forskellige teams i et Agile Release Team fungerer som det skal, incl. at de leverer som de skal.

Replenishment-møde
Møde i Kanban, som afholdes når det er tid til at fylde Downstream-boardet op.

Request
En anmodning om noget, fx at få løst en konkret opgave eller udviklet noget konkret på et produkt. Request kan dog også være teknisk, dvs. at det er et system, der sender en request til et andet system (eller bare en anden del af systemet).

Retrospective
Scrum-event hvor man kigger tilbage på det sprint, der netop er gået og forsøger at afdække, hvad man har lært af det, så man kan gøre det bedre næste gang.

Review
Scrum-event hvor teamet stolt viser diverse interessenter, hvad de har bygget i sprintet. Eller … vi håber sådan, at de er stolte.

Risk-analyse
Engelsk(ish) ord for risikoanalyse.

Risikoanalyse
Begreb fra den traditionelle projektledelse. Det handler om at kortlægge så mange risici som muligt, samt vurdere hvor stor en fare de udgør for projektet. Derefter finder man for det første ud af, hvad man kan gøre for at undgå dem, for det andet laver man en plan B, til hvis det alligevel går galt.

Roadmap
Overblik over, hvordan vi forestiller os, at et givent produkt skal udvikle sig i den nærmeste fremtid.

ROAM-board
Aggregat man bruger, når man foretager en ROAM-analyse, der handler om at håndtere risici. R stå Resolved (allerede klaret), O står for Owned (nogen har taget ansvar for at fixe, hvis det sker), A stor for Accepted (man har erkendt, at man bare må leve med det) og M står for Mitigated (man har forsøgt at forhindre at det sker).

Roll out
Udrulning af dét, man har lavet, fx en ny funktion, et nyt website, en ny version af et nyt program. Den slags.

Ronkedor
Mere sofistikeret udtryk for Sur, gammel mand.

RTE
Forkortelse af Release Train Engineer.

Ruby on Rails
Kode-framework – lavet af en dansker, i øvrigt, nemlig David Heinemeier Hansson.

SAFe
Står for Scaled Agile Framework (vi ved ikke, hvad e’et handler om) og er meget indviklet. Kort fortalt består det af en række teams af teams (Agile Release Trains), der synkron-planlægger deres arbejde i 10 uger ad gangen (Program Increments). SAFe er meget populært i store, danske virksomheder og organisationer.

Scope Creep
Scope er størrelsen på en opgave med en given beskrivelse. Scope Creep er, når beskrivelsen af opgaven ændrer sig så meget, at opgaven reelt vokser.

Scrum
En af de mest populære agile metoder. Man planlægger i bidder, de såkaldte Sprints, og demonstrerer, evaluerer og planlægger i slutningen af hvert sprint, og inden man gå i gang med det næste. Et Scrum-team består af team-medlemmer, en Product Owner og en Scrum Master.

Scrumban
Når man kombinerer elementerne fra Scrum og Kanban, fx ved at have sprints og en eller flere Scrum-events samtidig med at man har et Kanban-board med WIP-limits (grænser for Work In Progress).

Scrumban-ish
Lemfældig omgang med Scrumban.

Scrum Master
Person med ansvar for Scrum-processen og fokus på teamets trivsel og performance, incl. at hjælpe dem med at blive selvledende. En Scrum Master er altså en slags teamleder uden ledelsesansvar, der i højere grad befinder sig i coach-lejren end leder-lejren.

Scrum of Scrums
Synkronisering mellem flere Scrum-teams, der samarbejder om en leverance. Scrum of Scrums er både navnet på en metode i sig selv og på en af begivenhed i rammeværket SAFe.

Scrum Mom
Scrum Master, der ved egen kraft fjerner alle forhindringer for teamet i stedet for at hjælpe dem med at blive selvledende og dermed kunne klare skærene selv. Er som oftest afholdt, men overbebyrdet.

See Sharp
Du hørte næsten rigtigt. Det er C# du leder efter her (spoiler alert: Det er et kodesprog).

Selvkørende team
Andet udtryk for et selvledende team.

Selvledende team
Team, der selv fordeler og løfter teamets arbejde. Kræver at der er en ledelse længere oppe i systemet, som tør uddelegere beslutningskompetencen.

SEO
Forkortelse af Search Engine Optimization, men bruges som et ord i daglig tale. På dansk hedder det søgemaskineoptimering og er præcis det, det lyder som: Når man arbejder med at få websites til at ligge godt i fx Google.

Service Delivery Manager
Rolle i Kanban, der har fokus på at optimere teamets arbejdsflow og derfor fokuserer på Downstream-boardet.

Serviceklasser
Betegnelse fra Kanban, der løst kan oversættes til opgavetyper.

Service Request Manager
Rolle i Kanban, der har ansvar for at prioritere og kvalificere ønsker til teamets arbejde og derfor fokuserer på Upstream-boardet.

Shape Up
Metode skabt af firmaet Basecamp, hvor man arbejder i intensive cyklusser på 6 uger efterfulgt af 2 ugers cooldown. Ideer beskrives af såkaldte ‘shapers’, der også snitter ideerne til, så de passer på de 6 uger, hvorefter de bliver pitcher til beslutningstagerne i virksomheden. Casper fra Driversnote giver dig den lange forklaring i episoden her.

Sikkerhedsarkitekt
En it-arktitekt, der specifikt arbejder med at tegne og beskrive sikkerheden i dét, der skal bygges.

Skalere
Er stort set altid en opskalering, ikke en nedskalering. Når man i den agile verden taler om at skalere, handler det om at tilpasse de agile metoder til virksomhedens vokseværk, der giver flere medarbejdere, flere teams og måske også flere produkter.

Skraldespands-ART
Noget, der opstår, hvis man misforstår SAFe og tror, at alle teams skal være en del af en ART. Teams skal kun være i en art, hvis de arbejder i en fælles værdistrøm. Som oftest vil der være teams ‘tilovers’ ift. værdistrømmene og disse teams skal ikke være en del af en ART, men nogle steder samler man dem og så for man … ta-da: En skraldespands-ART.

SLA
Forkortelse for Service Level Agreement, dvs. en serviceaftale. Fun fact: I Kanban sætter man ofte et mål for WIP og cycle time her.

SM
Forkortelse af Scrum Master (vi vil ikke vide, hvad du troede, det var).

SMART
Forkortelse for de karakteristika gode succeskriterier bør have, Specifikt – Målbart – Accepteret – Realistisk – Tidsbestemt.

SME
Forkortelse af Subject Matter Expert.

Software-udvikler
Person, der bygger software. Hed engang i forrige årtusinde Programmør (dét var tider).

Solution-arkitekt
Løsnings-arkitekt – bare sagt på halvt engelsk, halvt dansk.

SoMe
Kælenavn for sociale medier.

SoS
Er ikke et nødråb, men en forkortelse for mødet Scrum of Scrums, som man finder i SAFe (at SoS-møder så til tider kan være så langhårede, at man føler sig fristet til at udsende et nødråb er en helt anden sag).

Spikes
Research- og undersøgelsesopgaver, der opstår undervejs i udviklingen, fordi der er et eller andet, man har glemt at tænke på.

Spillover
Stories, opgaver, PBI’ere, som vi ikke fik færdiggjort i det ene sprint og som derfor ‘spilder over’ i det næste sprint.

Split-test
Når man afprøver to forskellige udgaver af en feature eller en brugergrænseflade for at se, hvilken én der performer bedst. Bliver også kaldt A/B-test.

SPC-certificeret
Udtryk for, at man er certificeret til at undervise i SAFe. SPC står for Safe Program Consultant. Fun fact: Rasmus er SPC-certificeret!

SPCT
Står for Safe Program Consultant Trainer, altså én der kan oplære andre i SAFe. Og sådan en fætter har vi da haft i studiet.

Spotify-modellen
En agil metode opbygget i en matrix-organisation. Kort fortalt har man teams a la Scrum-teams, der bliver kaldt Squads. Squads er organiseret i Tribes, der arbejder med det samme område. På tværs af Squads og Tribes har vi Chapters, der er en slags interne-erfagrupper. Hvis det lyder forvirrende, kan du få den lange forklaring i artiklen her.

​​Sprint
De små bidder man planlægger og arbejder i i Scrum. Det samme som Iteration i andre metoder.

Sprint 0
En slags forberedelses-sprint, hvor man får fx vision og backlog på plads, inden man for alvor går i gang med at køre Scrum.

Sprint Goal
Er et mål for sprintet, som et Scrum-team formulerer sammen, og som de i løbet af sprintet kan bruge som rettesnor for, hvad det er, de skal opnå.

Sprint Planning
Scrum-event, hvor man planlægger det næste sprint.

Squad
Dét man kalder et team i Spotify-modellen.

Stack
Det lyder som en stak, og der er det faktisk også. Det er en udviklings-stak, der består af fx kodesprog, frameworks, libraries og værktøjer og hvad der nu ellers skal til for at bygge noget software.

Stage Gate Model
Et andet navn til Vandfalds-modellen. Kært barn, du ved …

Stakeholder-analyse
Engelsk(ish) ord for interessentanalyse, der kommer fra den traditionelle projektledelse. Det handler i alt sin enkelthed om at kortlægge alle interessenter for derefter at finde ud af, hvordan man håndterer dem.

Storming-fase
Har overraskende lidt med vejret at gøre. Beskriver en fase, som et team skal igennem for at de for alvor kan begynde at levere. Den første fase hedder Forming og er basalt set hilse-på-fasen, hvor man bliver enige om, hvordan man arbejder. Storming er så, når der begynder at opstå gnidninger og frustrationer. Lykken venter dog på den anden side, hvor faserne Norming og Performing venter.

Story
Er ikke helt så hyggeligt, som det lyder. En story er nemlig en ‘User Story’, hvilket basalt set er en udviklingsopgave.

Story Points
Enhed man bruger til at estimere størrelsen på en User Story i stedet for at bruge fx tid. Afspejler som ofte kompleksitet og graden af ubekendte.

Styregruppe
Begreb fra den klassiske projektledelse. Styregruppen er dem der tager de store beslutninger i projektet. De er ikke involveret i det konkrete arbejde, men følger det på afstand og siger ja eller nej til ting.

Subject Matter Expert
Én med forstand på et specifikt område. Bliver som oftest brugt i forbindelse med, at et team har behov for at ringe til en ven, der besidder ekspertviden.

Succeskriterier
En del af et projekts målsætning. Succeskriterierne beskriver konkret og målbart, hvornår og hvordan projektet regnes for en succes.

Sur, gammel mand
Person, der møder nye tiltag, incl. agile, med korslagte arme. Er ikke altid – men ofte – af hankøn. Til gengæld er vedkommende højst sandsynligt født før 1990. Betegnelsen kan virke diskriminerende, men bruges gerne af personerne selv (så vi vil ikke have nogen vrede e-mails).

Sygt fluffy
Udtryk man gerne må bruge om visse agile begreber (vi kigger på jer, ‘Agile Coach’ og ‘MVP’).

System-arkitekt
It-arkitekt der arbejder på et overordnet og strategisk niveau for hele systemet, modsat at arbejde med arkitekturen i dele af systemet.

System Demo
En del af eventen ‘Inspect & Adapt’, der er en del af SAFe’s store planlægnings-event, PI Planning. Under System Demo demonstrerer man, hvad der indtil videre er blevet bygget.

System Team
Team, der har ansvar for den tekniske infrastruktur, som alle de andre teams bygger på, dvs. at de laver servere, udviklingsmiljøer og den slags. Bruges bl.a. i SAFe.

System Thinking
At se den komplekse helhed, der består af mønstre og relationer mellem enkeltdelene. Modsat at fokusere på delene hver for sig. Fun fact: Line er uddannet systemisk coach.

Tasks
Opgaver #nuffsaid

Team Topology
En måde at organisere teams i en virksomhed på med særligt fokus på at optimere flow. Fx skelner man mellem fire team-typer: Stream-aligned team – Enabling team – Complicated Subsystem team – Platform team. Bjørn fra Lunar fortæller om det her.

Tech lead
En udvikler der fører an i teamets tekniske arbejde, forstået på den måde, at vedkommende både koder selv og har overblikket, rådgiver de andre i teamet og træffer beslutninger, når det er nødvendigt.

Technical Debt
Hvad teknisk gæld hedder på engelsk.

Teknisk gæld
Noget, der opstår, når udviklere af den ene eller anden grund ser sig nødsaget til at lave en hurtig og knap så elegant og stabil løsning. Man indløser sin tekniske gæld ved at afsætte tid og ressourcer til refaktorering.

Terraform
En teknologi, der gør det muligt at automatisere håndteringen af infrastruktur og de services, den understøtter.

Test Driven development
Udvikling med særligt fokus på at teste koden for højere kvalitet. Består af tre dele: Kodning (åbenlyst), unit test (fokuserede test af dele af koden) og refaktorering (en slags oprydning i koden).

Tester
Person der tester, om softwaren virker som den skal, inden den bliver lagt ud til brugerne.

Tog
Har intet med jernbaner at gøre, men er derimod en fordanskning af begrebet Agile Release Train. ‘Tog’ er i øvrigt betydeligt nemmere og hurtigere at sige end det originale udtryk. Hvilket i sig selv er meget agilt.

Tribes
Begreb, der stammer fra Spotify-modellen, hvor teams hedder Squads, og hvor Squads er organiseret i Tribes, der arbejder med det samme område.

T-shaped Profile
En kompetence-profil man gerne ser, at agile teammedlemmer har. T’et skal forstås sådan, at man har en eller få specialist-kompetencer, der stikker dybt (‘benet’ i T’et), og mange andre kompetencer, hvor man ‘bare’ er god (‘top-bjælken’ i T’et – som snarere er en slags guirlande-stang).

Udvikler
Underforstået: Software-udvikler.

UI
Forkortelse af User Interface.

Upstream
Beskriver opgavers afhængigheder af hinanden. Når vi ser på upstream, kigger vi på de opgaver, der venter på, at andre opgaver bliver afsluttet, før de selv kan rykke.

Upstream-board
Board i Kanban, der viser de opgaver, der er ved at blive kvalificeret til at blive løst af teamet (den proces, der også kendes som Discovery). Det er de opgaver, der ‘strømmer’ hen mod Commitment-punktet i håb om at kunne komme over på Downstream-boardet.

Unit test
Fokuseret test, der tester specifik del af koden – en ‘unit’ – for et specifikt udkomme.

User Experience
Er præcis dét det lyder som: Bruger-oplevelse.

User Interface
Hvad brugergrænseflade hedder på engelsk. Er den del af softwaren, som brugeren interagerer med.

User story
Udviklings-opgave, der er formuleret som en lille historie efter skabelonen: As a […] I want to […] so […].

UX
Forkortelse af User Experience, men bruges også om personer, der arbejder med UX – som i: “Dét må vi lige tale med UX’eren om.”

Vandfald
Kælenavn for vandfaldsprojekter.

Vandfaldsprojekter
Et nok lidt nedladende udtryk for de projektplaner, der som oftest kommer ud af den klassiske projektledelse. Planerne er opdelt i faser, der er afhængige af hinanden, hvorfor de i den visuelle plan ligner en bakke, der går nedad – eller et vandfald, hvor det ene niveau lader vandet løbe ned i det næste.

Velocity
Beskriver et teams effektivitet, fx i Scrum hvor velocity angiver, hvor mange Story Points et team i snit løser på et Sprint.

Versionerings-kontrol
Når man ændrer noget i en kodebase, får man selvsagt en ny version af koden. Versions-kontrol er altså at sikre sig, at man kan holde styr på de mange forskellige versioner af koden (der for det meste bliver lavet af flere forskellige udviklere. Det mest populære værktøj her er GitHub.

Vote of Confidence
Afstemning, hvor alle pr. afstemning tilkendegiver, hvorvidt de har tiltro til fx resultatet af planen fra PI Planningen, den store planlægnings-event, PI Planning.

WIP
Forkortelse af Work In Progress, dvs. hvor meget arbejde der aktuelt er i gang. Bliver nogle gange også brugt med henvisning til Work In Progress Limit.

Work breakdown structure
En slags opskrift på den fulde proces, dvs. hvilke trin man skal igennem, fra en idé opstår til man står med et konkret produkt.

Work In Progress Limit
Udtryk i Kanban, der angiver en grænse for, hvor mange opgaver, teamet eller det enkelte medlem må arbejde på ad gangen. Tempoet i teamet går som oftest op, hvis grænsen sættes ned.

XP
Forkortelse for Extreme Programming, en af de tidlige agile metoder.